02-11-2004

Niðanfyri skrivar Kim Skotte, blaðmaður á Politiken, grein um kanningar sum benda á, at skipað tónleikauppliving yvir ávísa tíð, kann víðka um rúmligu fatanina hjá børnum.

Hendan fatan kann gerast ein flytbarur lutur at loysa aðrar uppgávur við t.d. tær, sum kunnu mátast og metast í talu og tølum - og vit býta í skúlafak.

Í hesum dømi verður tónleikur hjá Mozart tikin fram.

sí donsku greinina niðanfyri.

Af Kim Skotte

Kloge børn hører Mozart

Mozarts klaversonate K 448 er under mistanke for at styrke intelligensen og kan måske endda hjælpe epilepsi-ramte.

Mozarts musik kan rent faktisk gøre lytteren klogere.

K 448

Sonate for To Klaverer i D-dur K 448 af Wolfgang Amadeus Mozart.

Er bl.a. indspillet af de to pianister Murray Perahia og Radu Lupu i 1984. Sony Classical SK 39 511

K 448 stimulerer intelligensen og forbedrer din præstationsevne.

Der er ikke, som man måske skulle tro, tale om en mineral-cocktail eller et nyt kosttilskud bikset sammen af en tysk homøopat, men om Mozarts Sonate for To Klaverer i D-dur, K 448.

At musik skulle være sundt for tankevirksomheden, er der ikke noget nyt i. Selveste Einstein tog efter sigende først springet fra middelmådig studerende til matematisk geni, da han begyndte at spille violin.

Ti minutters Mozart gav effekt

Men at Mozart i særdeleshed, og helt specifikt hans K 448 fra 1781, skulle være godt for intelligenskvotienten, er en påstand af nyere dato.

I 1993 gennemførte forsker-trioen Rauscher, Shaw & Ky et eksperiment på University of California. Resultaterne som blev offentliggjort i det ansete tidsskrift Nature, syntes at vise, at elever udsat for blot en ti-minutters dosis af K 448, løste deres opgaver langt hurtigere end deres jævnaldrende.

Disse havde enten tilbragt et tilsvarende tidsrum i stilhed eller lyttet til et bånd med afslapningsmusik beregnet på at nedsætte blodtrykket.

Når præstationerne blev omregnet til IK lå Mozart-eleverne hele ni point højere.

Mozarts rotter

Siden har en lang række forsøg på at kopiere Frances Rauscher og hendes kollegers eksperiment givet mildt sagt stærkt svingende resultater.

I flere tilfælde kunne man ikke registrere noget, man med selv den bedste vilje kunne kalde Mozart-effekten. Men de senere år har andre forsøg givet K 448 ny vind i sejlene.

Den gode doktor Rauscher var på spil igen, da det viste sig, at rotter indoktrineret med K 448 var langt skrappere til at finde vej igennem en labyrint end deres mere ukultiverede artsfæller.

Lige fra undfangelsen blev Mozart-rotterne 12 timer om dagen udsat for K448 (det fremgår ikke, om der blev installeret hi-fi i livmoderen) indtil 60 dage efter fødslen.

På den 61. dag skulle rotterne finde vej igennem en labyrint. Mozart-rotterne var langt bedre til at finde vej end rotter udsat for hvid støj eller - næsten lige så slemt - musik af den moderne komponist Philip Glass.

Mozart virker altså tilsyneladende på både rotter og elever. Så hvad Mozart-effekten end går ud på, er det ikke et spørgsmål om en højere æstetisk bevidstheds forarbejdelse af den musikalske oplevelse.

Er der rotter på Musikakademiet, holder de til i kælderen og ikke i auditoriet.

Epileptisk musik

At rotter bliver hurtigere til at hitte vej kan måske affærdiges som en tankevækkende kuriositet.

Nok så interessant er Mozart-effekten på epileptikere. Spiller man K 448 for en epileptiker under et epileptisk anfald, viser EEG-målinger, at de epileptiske udsving i hjernen reduceres med op til 41 procent.

Man kan til og med i længere tid bagefter spore en positiv effekt. Det har vist sig, at børn, der spiller klaver og studerer musik, i gennemsnit klarer sig rigtigt mange procentpoint bedre, når det gælder om at løse matematiske opgaver.

Børn, der i et halvt år har lært at spille små, enkle melodier på et klaver klarer matematikken langt bedre end jævnaldrende, der har tilbragt tiden foran computeren.

Ikke kun finkultur

Mozart basker Microsoft, og forudsigeligt nok er undervisningsforløb baseret på »Mozart-effekten« blevet en mindre industri. Men hvad Mozart-effekten egentlig dækker over, hersker der uenighed om. Den gunstige virkning på epilepsi-patienter mere end antyder imidlertid en forklaring.

»Det tyder i retning af, at musik med en høj grad af langvarige, regelmæssige frekvenser giver genklang i hjernen på en måde, som begrænser antallet og størrelsen af anfald og styrker den rumlig-temporale præstation« har professor John Jenkins fra London University udtalt. Det er nemlig ikke hvilken som helst form for intelligens, der - måske - bliver styrket af K 448. Det er specifikt den form for tankegang, der handler om at kunne løse opgaver i rum og tid. Af de 36 college-studenter i forsøget fra 1993 blev Mozart-eleverne markant bedre til at løse komplicerede opgaver, der krævede rumlig tankegang. Altså f.eks. evnen til at genkende et mønster, folde en indviklet papirfigur eller finde vej igennem en labyrint.

Men man skal skynde sig igennem labyrinten. For desværre fortog virkningen af Mozart-effekten sig næsten lige så hurtigt, som den indfandt sig. Efter en halv snes minutter var den væk igen. Men hvorfor valgte Rauscher & co. netop K 448 ud af alverdens stykker musik? Det gjorde de med udgangspunkt i matematiske modeller over menneskets hjernevirksomhed. Med sine regelmæssige bølger med lange mellemrum er kompositionen K 448 det matematik-musikalsk korrekte valg. K 448 matcher det ønskede mønster og stykkets gennemførte symmetri bliver forstærket af de to klaverers parløb.

Gøder jorden for matematikken

Hjerneskanning har vist, at mange af hjernens områder er i sving, når der lyttes til musik, men der er en tendens til at rytme og toneleje hører hjemme i venstre hjernehalvdel, mens klangfarve og melodi ligger til højre. De dele af hjernen vi bruger, når vi skal løse rumlige opgaver, overlapper i høj grad med de musikalsk aktive områder. Jenkins siger det sådan:

»Det at lytte til musik præparerer aktiviteten i de områder i hjernen, som har at gøre med rumlig tankegang«.

Mozart gøder jorden for matematikken. Så, jo, på en måde bliver man tilsyneladende rent faktisk klogere af at lytte til musik. Endda på et helt vitalt område. Evnen til at tænke abstrakt og til at visualisere fysiske former og deres mulige variationsmuligheder, er af afgørende betydning i højere matematik og ingeniørarbejde.

Men om det i sidste ende handler om musikkens velgørende virkning som motiverende kraft og inspirerende nydelse eller om bølger, der overlapper hjernens egne på intelligensfremmende facon, hersker der stadig stor uenighed om.

Uanset svaret, så handler det ikke kun om finkultur. Den græsk-amerikanske musiker Yanni med det lange hår og den svungne moustache bliver ikke just betragtet som vor tids svar på Wolfgang Amadeus.

Men den populære Yannis 'Acroyali/ Standing in Motion' fra 'Live at the Acropolis' er det eneste andet kendte eksempel på en klar Mozart-effekt. Vist nok til Bach-folkets forbitrelse.

Kilder: Bl.a. Epilepsy Information, BBC News, Healing Music Enterprises, Doremi feb. 2001 (artikel. v. Kristian Rasmussen